Selvom Zell am See ikke er det største område i Alperne, må du ikke tage fejl af mulighederne du har her.
Vidste du eksempelvis, at du på gletsjeren i Kaprun får skiløb i 3.029 meters højde, hvilket er det højeste i hele Salzburgerland, og at du har hele tre forskellige områder at vælge imellem - nemlig Kitzsteinhorn, Schmittenhöhe og Maiskogel.
Læs videre her, hvor jeg giver dig forslag til en hel uge på ski i skønne Zell am See.
Søndag:
Det er første dag på ski, og kroppen er nok lidt træt efter rejsen.Du starter derfor dagen med at udforske området Schmittenhöhe, som er det område, der er i selve Zell am See.
Frokosten nyder du på restaurant Breiteck, som er placeret næsten midt på pisten.
Her får du serveret traditionel østrigsk mad, mens du nyder solen, på hvad der nok er Zell am Sees skønneste solterrasse - men kom tidligt, pladserne går hurtigt!
Når pisterne lukker, skal du gøre dig selv den tjeneste at gå en tur gennem den hyggelige by og ned langs den smukke sø.
Mandag:
Benene er varmet op efter i går, og du har efterhånden fundet rytmen på skiene.
Du sætter derfor kursen mod Sonnenalm, som er placeret på den anden side af Schmittenhöhe - eller Schmitten, som de lokale kalder det.
Hvis du er tidligt afsted, vil du også se flere af skiinstruktørene have deres morgentræning her - pisterne er nemlig dejlig lange med mulighed for at lave gode øvelser, der kan træne dit skiløb.
Når dagen går på held, beslutter du dig måske for at udforske byens afterski.
Her anbefaler jeg, at du tager forbi enten Schnaps Hans, Dorfschenke eller Castle Bar.
Tirsdag:
Efter at have stået en masse på ski i selve Zell am See, tænker du at udforske et af de andre områder.
Du beslutter derfor, at se hvad Maiskogel har at byde på.
Maiskogel tilbyder mere moderat skiløb, uden alt for stejle piste, hvilket gør det til et oplagt besøg på tredjedagen - dagen hvor du som skiløber har størst chance for at få skader.
For at være helt klar til næste dag, beslutter du dig for at tage i Tauern Spa om aften.
Her får du den ultimative wellness oplevelse, samt stort udendørs poolområde med fantastisk udsigt til gletsjeren.
Onsdag:
Dine ben er friske igen, hvorfor dagen skal bruges på gletsjeren. Her får du det ultimative gletsjer-skiløb med mulighed for rigtig god off-piste.
Når du besøger gletsjeren, er det også et must at besøge Gipfel-restauranten, som er placeret i 3.029 meters højde.
På vejen hjem kan du enten gå en tur gennem den hyggelige by Kaprun, eller kigge forbi Intersport Bründl der er et mekka af ski og skiudstyr.
Torsdag:
Når du besøger Zell am See har du også mulighed for at tilvælge Saalbach på dit liftkort - det giver dig dermed 270 ekstra pistekilometer.
Med skibussen tager det kun 30 minutter fra Zell am See til Saalbach. Hvis du er en erfaren skiløber, kan du også køre off-piste og tage skiruten ned til Viehofen - så kan du forkorte bustiden med 25 minutter.
Hvis du efter en hel dag på ski i Saalbach stadig ikke har fået nok, så skal du tage på aftenski eller Night Slope, som de kalder det.
Night Slope er placeret lige ved Ebenberg liften, hvor du kan stå på ski helt til kl. 21.00!
Fredag:
Sidste dag på ski... øv.
Derfor skal dagen selvfølgelig også gå med at køre alle dine nye yndlings piste og bare have det sjovt!
Hvis du beslutter dig for at afslutte dagen på Schmitten, så må du alligevel ikke snyde dig selv for et besøg på restaurant Pinzgauer Hütte.
Restauranten ligger dog et godt stykke væk fra pisten. Det betyder, at du er nødt til at blive trukket tilbage til skiområdet af restaurantens snescooter - en oplevelse der bestemt er værd at slutte skiferien med.
Jeg håber, at jeg har givet dig lidt inspiration til din næste skiferie i Zell am See!
LÆS MERE: Skiferie til Østrig med familien – hvor skal I tage hen?