Pisternes sværhedsgrad
Der findes 4 farver, der dækker pisternes sværhedsgrad. Grøn, blå, rød og sort. Det kan dog være svært at sammenligne farverne landene imellem. En rød piste i Italien kan svare til en blå i Østrig. Dette afhænger dog også en lille smule af, hvem man spørger. Men en overordnet regel er, at landene ikke er helt enige om, hvad der ligger bag farverne. Generelt kan de kategoriseres som vist nedenfor:
Grøn piste: Ikke stejl, begynderbakke
Blå piste: Mindre stigning, øvet begynderbakke
Rød piste: God stigning, øvede skiløbere
Sort piste: Meget stejl, meget øvede skiløbere
Med tiden finder man hurtigt ud af forskellene imellem landene. Man finder også ud af, at farverne ikke altid stemmer overens med fakta.
Typer af lifter
For en nybegynder skal man også stifte bekendtskab med et nyt transportmiddel, som skal trække/hive/løfte én til toppen af bjerget, så ferien kan begynde. Disse transportmidler kræver også en portion øvelse. De kan have det med at være lidt ubarmhjertige i starten, hvilket man dog hurtigt får styr på. De mest gængse lifte er:
Tallerkenlift: En rund plade på størrelse med en tallerken forbundet med et plasticrør placeres mellem benene, hvorefter man trækkes til tops.
Ankerlift/T-lift: Samme princip som ovenfor, dog er liften udformet som et T eller et anker. Her kan der sidde 2 personer, en i hver "krog".
Stolelift: Denne udgave er nok den mest bahagelige af slagsen. Den findes med alt fra 1 til 8 sæder. Den kan være lavet af træ eller af bløde lædersæder med sneskærm.
Kabinelift: Denne model findes også i flere udformninger og størrelser. Den kan fragte alt imellem 10 til 100 mennesker ad gangen, nogle steder mange flere mennesker.
Hvordan skal du opføre dig på pisten?
Når man er på skiferie, er der nogle regler, som skal overholdes. Dette er meget vigtigt, så alle kan have en god og tryg skiferie uden at gå rundt med en masse bekymringer. Overholder man disse regler, som Det Internationale Skiforbund (FIS) har nedsat, er man også med til at mindske risikoen for skader og sammenstød på pisterne.
1. Respekt
Skiløbere/snowboardere skal opføre sig på en måde, så de ikke udsætter andre for fare.
2. Kontrol
En skiløber eller snowboarder må køre med kontrol. Vedkommende skal tilpasse hastigheden og sit skiløb på efter sit personlige niveau og efter forhold såsom terræn, sne, vejret og trafikken på pisten.
3. Rutevalg
En skiløber eller snowboarder, der kommer bagfra, skal altid vælge en rute, så vedkommende ikke udsætter forankørende for fare.
4. Overhaling
En skiløber eller snowboarder må overhale forankørende under forudsætning af, at vedkommende efterlader nok plads til, at den forankørende kan foretage enhver bevægelse.
5. Indkørsel, start og bevægelse op ad bjerget
En skiløber eller snowboarder, der kører ind på en piste, starter efter standsning på en piste eller bevæger sig op ad bakken, skal kigge op og ned ad pisten for at sikre sig, at han kan gøre det uden at skade sig selv eller andre.
6. Standsning
Med mindre det er absolut nødvendigt, skal en skiløber eller snowboarder undlade at stoppe på pisten, hvor den er smal eller sigtbarheden er dårlig. Efter et fald på et sådan sted, skal man flytte sig væk fra pisten hurtigst muligt.
7. Til fods
En skiløber eller snowboarder, der enten kravler op eller ned på pisten til fods, skal gøre det i kanten af pisten.
8. Skilte og markeringer
En skiløber eller en snowboarder skal respektere alle skilte og markeringer.
9. Ulykker
Ved uheld på pisten har enhver pligt til at yde hjælp. Hvis det er nødvendigt.
10. Identifikation
I tilfælde af en ulykke skal enhver skiløber eller snowboarder og vidner, hvad enten de er ansvarlige for ulykken eller ej, udveksle navne og adresser.
Du kan læse mere på International Ski Federation.