Slopetrotters blog - en verden af skiløb

Ny på ski: ski-sproget

Skrevet af | 24-02-2021 14:44:29

Ski-sproget

Du skal ikke bare lære at bruge nogle nye ski. Du skal heller ikke bare vænne dig til kulden og den megen sne. Det er en helt ny kultur af sprog og udtryk, man nu også skal lære. Der findes en masse begreber i skilandet, som kan være en fordel at kende, inden man kommer til at stå i det. Her får du en lille guide til nogle af de mest gængse udtryk.

Slopetrotter

Skiløberen, der hele tiden udfordrer sig selv, der søger nye vidder og grænseoverskridende pister. Skiløberen der har viet sit liv til naturen, hvor adventure og oplevelser er altafgørende.

Slope/piste/løjpe

De tre ord betyder det samme, bare på engelsk og dansk. Slope og piste er engelsk, dog har danskerne taget piste til os og fordansket det.

Off-piste

Når man ikke kører på den afmærkede piste, så kører man i off-pisten, altså udenfor pisten. Her er det oftest meget farligt at bevæge sig, hvis man ikke har kendskabet til området. Mange steder er det også ulovligt. Hvis I vil køre off-piste, så tag altid en bjergguide med.

Pistevisning

Som ordet fortæller, så kører vi rundt og viser pisterne frem for gæsterne. Det kan være en præsentationstur eller en dagstur til et bestemt område. Guiden ved altid, hvor vi er og kan oftest en masse gode historier om stederne.

Afterski

En østrigsk specialitet som i dag findes i lettere grad i både Italien og Frankrig. Afterski er tiden efter skiløbet. Her skabes en fest på de lokale barer og hytter. Man danser og synger med på kendte ørehængere, mens man nyder de flydende lokale specialiteter.

Heli-skiing

En helt eminent oplevelse for de mere øvede skiløbere. Man bliver løftet op til toppen af bjergene i en helikopter. Her hopper man så ud, og kører ned i den nyfaldne pudder. Det er en ekstrem farlig sport, derfor er bjergsiderne prøvet af mange gange af de lokale bjergguider.