Slopetrotters blog - en verden af skiløb

På ski med familien: tips til en god skiferie

Skrevet af | 24-02-2021 14:44:13

Der er mange ting at holde styr på til skiferien med familien.

Særligt hvis I er en større gruppe, måske flere familier, der rejser sammen – og højst sandsynligt med varierende skiniveau.

Derfor får du nu fem tips, der vil hjælpe jer til at få en god familie skiferie sammen.

Jeg har inddelt det i fem sektioner:

1. Skiskole eller ej? 
2. Valg af destination
3. Skadefri skiferie, tak!
4. Sammen eller hver for sig? 
5. Tips på selve skituren

 1. Skiskole eller ej?

Uanset om I rejser med små børn eller ej, har I højst sandsynligt varierende niveau i skiløb.

Det er hyggeligt at stå sammen – men det kan også blive frustrerende at vente på de langsomme, når man selv kan stå hurtigt. Eller modsat – det er aldrig sjovt at være bagtrop!

Hvis I rejser med nybegyndere på ski, vil vi klart anbefale at tage på skiskole.
Her læres det af professionelle. Det ér investeringen værd - få den gode teknik fra start og få generelt en god start på ”life on the slopes”

Og så kan de hurtige skiløbere gi’ den gas imens.

Hvis I er en større gruppe, der rejser sammen, og ingen skal på skiskole, kan det stadig være en idé at opdele i niveau. Så kan I jo altid aftale mødetidspunkt til frokost på bjerget :-) 

2. Valg af destination

Vælg den rigtige destination til jeres familie. Det lyder måske lidt åbenlyst, men hvilken er den helt rigtige?

Mange familier rejser til de samme destinationer hvert år, fordi ”der har vi altid rejst”.

Men måske er der andre destinationer, der er oplagt til lige præcis din familie?

Hvis du tør skifte ”det vi plejer” ud med et ny, spændende og selvfølgelig passende skisportssted.

Overvej:

Familier med små børn og/eller nybegyndere på ski: Passo Tonale, Livigno, eller Wagrain

Familier med større børn og/eller mere øvede på ski: Canazei, Bad Gastein, Zell am See, Sauze d’Oulx, Sestriere

Familier med voksne ’børn’ eller ingen børn og/eller garvede skiløbere: Cervinia, Champoluc, Ischgl, Sölden, St. Anton

3. Skadefri skiferie, tak!

Det er en sjovere skiferie, hvis ingen kommer til skade. Har jeg ret?

Tag dine forholdsregler og undgå skader.


Tøj:

Det er vigtigt for både børn og voksne at kunne holde varmen på ski. For som du måske ved, er varme led og muskler mere resistente over for en eventuel skade. Klæd dig derfor godt på – og lag-på-lag, så det er nemt at få luft også.

Husk: ingen hætte til børn (så de ikke sidder fast i noget)


Afterski:

Okay, nu kommer der lidt en løftet pegefinger – men kun lidt. Pas nu på med skiløb og alkohol. Skal du fra afterskistedet stå hele vejen ned af bjerget og tage to stolelifter? Så hold igen.

Hvis du vil være sikker på at undgå en skade, skal du ikke have pladerne på fødderne, når du er stiv. Gå hjem om muligt.
 

Træn op hjemmefra:
Sørg for at dine muskler er klar til de lange skidage, yderstillinger og pres, du udsætter dem for.

Du kan fx træne op til skiferien med vores simple fire øvelser, der er tilpasset hvordan kroppen skal arbejde på pisterne.


Lange skidage:

Er du typen, der vil stå på ski fra pisten åbner til den lukker? Det forstår jeg godt! Bare husk, at du har en tendens til at spænde mindre i musklerne og slække på teknikken, når din krop er træt. Så hvis du har stået på ski i mange timer, vil din krop være mere udsat.

Sørg for at holde dine pauser og lyt til kroppen. Når den begynder at blive træt, skal du være ekstra opmærksom.

Husk forsikring!
…Hvis uheldet alligevel sku’ ske. Sørg for at have tegnet en forsikring, og sørg for at tjekke at den dækker skiløb. Det er ikke alle,

der gør det automatisk – nogle gange skal det tilvælges.

 4. Sammen eller hver for sig?

Særligt hvis I er en større gruppe eller familier, der rejser sammen, kan I overveje at lave nogle ting sammen – og nogle hver for sig.

De fleste har en tendens til at lave alting sammen. Også bare familien imellem.

Men nogle gange har man bare brug for lidt luft, ikk’?

Afstem forventningen og sig til, hvis du lige har brug for en time alene. Det kan være, at der er andre, der har det på samme måde?

Du kan også foreslå niveauindeling i skiløbet – eller ”Er det okay med jer, hvis jeg løber en omvej - så kan vi mødes om en time på … til varm kakao?”

Alle kan få brug for en puster ;-)

5. Andre tips på selve skituren

Der er selvfølgelig masser af flere gode råd... Jeg vil holde mig til disse tre - som også er mine aller yndlings.

Snacks:
Måske er du selv typen, der bliver ’hangry’? Måske gør du ikke, men der er altid en på skiferien, som er. Og rejser I med børn er den her et must.
Find et supermarked, køb nødder, muslibarer, frugt og måske chips og chokolade til i selve lejligheden/hotelværelset (anbefales ikke til inderlommen…) 
Hvis I tager bilen er snacks et must-have. Bag en masse hjemmefra og stop i en grænseshop og køb snacks til resten af turen. Så sparer I lidt imens…

Go oldschool – ta’ spil med

Læg Iphone og Ipad væk og ta’ en spilaften. Tag jeres yndlingsspil med – eller køb nogle til formålet?
Frem med slikskålen og oldschool familiehygge!

Ta’ helt fri fra arbejdet
Sæt din auto-reply på hjemmefra og lad være at skrive ”limited access”. Skriv ”no access”.

Nu er du endelig på skiferie med familien... Nyd det!

Det var alt for denne gang. Jeg håber, der var noget du kunne bruge.

Hvad er dine bedste råd til en vellykket familie skiferie? Har du andre, end dem jeg har nævnt?

Skriv til mig via vores Facebook-side. Jeg vil mægtig gerne høre. :-) 

Jeg håber, vi ses på pisterne!

Mvh. Claudia, Slopetrotter Skitours


Life is better on the Slopes...

 


LÆS MERE: Gode råd til skiferien med børn 

LÆS MERE: Skiferie med familien i Italien 

LÆS MERE: Skiferie med familien i Østrig